Hjerterum og gennemtænkt design

Med et håb om at være med til at skabe mere hjerterum i verden, producerer designer Ib Glerup Møller nu Hjertebænken: Et designbeskyttet kvalitetsmøbel i lækre materialer, skabt til både indendørs og udendørs brug.
Møblernes design er nøje gennemtænkt og fremstillet med kærlig hånd og i en kvalitet, der sikrer at bænkene vil holde i flere generationer, også udendørs.
Ideen, der opstod i et værksted på Århus-egnen, er efter adskillige prototypeforsøg i mange forskellige materialer, blevet til tre udgaver af Hjertebænken– en i granit, en i træ og en i en kombination af træ og stål. Materialerne er nøje udvalgt, fordi de har en stor holdbarhed samtidig med, at de klæder miljøet.

Et kærlighedsmanifest
Inspirationskilden er, ifølge designeren selv, glæden ved at færdes i Guds fri natur: ”Jeg har altid holdt af at opholde mig udendørs, i naturen eller i haven - og der er ikke noget bedre end den simple glæde ved at sætte sig på en bænk, sætte tiden i stå og nyde nuet og eftertanken - Hjertebænken er bare en fysisk manifestation af det eventyr, verden udgør. Her kan man sætte sig og tænke på en, man holder af, eller endnu bedre - sammen med en, man holder af.
Og så sidder man i øvrigt særdeles godt!”
Hjertebænken er et direkte produkt af det blomstrende iværksættermiljø i Danmark, og udgør et positivt eksempel på, at en idé kan blive til virkelighed, når bare hjertet er med hele vejen ...